Godmorgen til dig <3

Bliver du aldrig træt af alt det der “navlepilleri” ?

Det spørgsmål var der en venlig sjæl, der stillede mig, for et par uger. Mit svar kom ret hurtigt i form at et stort og rungende NEJ. Det nej kom dybt fra mit indre. Jeg har en stor lyst, nysgerrighed og passion, på at blive klogere på mig selv.

Til at rydde op og rydde ud. Til at vokse som sjæl og menneske. Til at forstå hvordan overbevisninger, beslutninger og oplevelser tidligt i mit liv, har sat retning og præget min måde at leve livet på. Til at erkende og acceptere, hvilken betydning de har haft i forhold til de partnere og venner, jeg har og har haft. Til at se hvordan det har sat sit aftryk i, hvordan jeg har løst udfordringer og svære perioder i mit liv. Hvordan jeg har sat krav og forventninger til mig selv  og meget meget mere :o)

For mig er min “navlepilleri”, et udtryk for egenkærlighed. For mig en måde at tage ansvar for mig selv og mit eget liv samt et udtryk for at tage mig selv seriøst, som menneske og sjæl <3

Så NEJ jeg bliver ikke træt af det – men vil også være ærligt at sige, at NÅR jeg fra tid til anden møder rigtig gamle dybe traumatiserende oplevelser, som jeg på et tidspunkt, har gemt  langt væk (fordi de ganske enkelt var for smertefulde og svære at forholde mig til)  – SÅ kan jeg virkelig  godt føle mig slået til tælling, som ved en regulær boksekamp.

Og så er der sikkert flere der har lyst til at spørge mig om hvorfor så udsætte mig selv for en evt. “boksekamp” ? :o) …………for mig er svaret enkelt – fordi jeg ELSKER den frihedsfølelse, der følger med.  Min oplevelse er, at hver evig eneste gang, jeg får arbejdet med temaer som ikke længere tjener mig, så bliver der så meget mere plads til at være MIG på alle plan <3 Til at brede mine vinger ud og tillade mig at fylde med alt hvad jeg er og indeholder <3

Ja,  det kan gøre ondt. Ja,  det kan kræve mod. Ja,  det kan kræve “slidstærkt arbejdstøj”. Ja,  det kan kræve nysgerrighed. Ja,  det kan kræve tålmodighed. Ja, det kan kræve egenkærlighed. Ja, det kan kræve en skulder at græde ud ved. Ja, det kan kræve at jeg “stempler ud” for en stund, mens det hele bundfælder sig. Ja, det kan kræve nødvendige forandringsskridt. Ja, det kan kræve smerter i krop og sjæl. Ja, det kan kræve tårer. Ja, det kan kræve at jeg facer adfærdsmønstre. Ja, det kan kræve at jeg må sige farvel til relationer. Ja, det kan medføre en følelse af skyld og skam. Ja, det kan kortvarigt skabe bitterhed og vrede. Ja, det kan kræve at jeg vender det hele på hovedet. Ja, det kan kræve at jeg tør risikere. Ja, det kan  få mig til at føle mig som et offer for en tid. Ja, det kan give mig kampgejst. Ja, det kan koste tid og penge.

OG JA, der kan være 1000 grunde til ikke at tage fat i den oprydning….. men vil være ærlig og sige at jeg foretrækker selv at tage skridtene i mit tempo – fremfor at få en med stegepanden (som da jeg blev syg for ca 20 år siden) og blive tvunget til forandring <3

Så kære dig der læser med her – en oprigtig og kærlig opfordring til at du tager de nødvendige små eller store skridt på din udviklingsvej. At du er bevidst om at, “grimme ting” som du har oplevet, ikke forsvinder ud af dit system, selvom du formår at fortrænge det. Oplevelserne ligger stadig lagret i dit system og tager plads og energi. At måder at se verden på og familiemønstre som du bogstaveligt har fået ind med modermælken – ikke nødvendigvis er DIN ægte sandhed, men i stedet noget tillært.

Du har et helt særligt livsformål her på jorden <3

Verden venter på dig – lad dig ikke bremse af gamle oplevelser, prægninger, opdragelse, beslutninger og overbevisninger <3

Få ryddet op og ud <3

I alt det som ikke er DIT og DIN sandhed <3

For mig er det en kæmpe gave at give mig selv, at gå i terapi, på den ene eller den anden måde. En gave i form af både tid og penge. Det er forløsende at blive mødt  og rummet med alt hvad jeg indeholder. At kunne dele mine dybeste sår, tanker og følelser. At blive støttet i min transformation. At blive guided og mødt uden at blive gjort forkert. At der er en der oplyser vejen, når jeg er faret vildt i “mørket”. En der kan se lyset i mig, en der tror på mig – når jeg falder og mister fodfæste. En der anerkende mig for mine fremskridt, når min utålmodighed dækker mit udsyn. En der skubber kærligt og ærligt, når hele mit system, har lyst til at krybe i et musehul. En der tror på mig og støtter mig, til hver dag at være den bedste udgave af MIG <3

Må solen skinne på dig i dag og måske kaste lys over et emne eller to, som presser sig på og fylder uhensigtsmæssigt  hos dig. 

Husk det er dit liv og dit ansvar – men der er masser af hjælp og støtte at få <3